Vi leser dansk: Vågen av Harald Voetmann

Det starter ikke bra. Det starter med en alvorlig brist. I hodet mitt.

- Hva betyr det danske ordet atter på norsk? Jeg spør min kjære. Han ser på meg. - Det samme som på norsk. Igjen. 

Det er mig det samme, hvor jeg begynder, for jeg skal atter komme tilbage dertil.

- Nei, det er ikke det samme hvor man begynner, fortsetter jeg. - I Norge Rundt (brettspill) for eksempel, så er det veldig viktig hvor man starter. Man får x antall steder man skal besøke og så skal tilbake til start og hvis start er da i Horten og du er i Kautokeino når du er ferdig, ja da sliter du. Derfor bør man starte i midt i landet, i Trondheim, Trondheim er et ypperlig sted å starte...

Taushet. Et blikk. - Åh, det er mer snakk om sånn filosofi... livet og sånn, mener du?

Og der, kjære leser, har jeg avslørt hvor filosofisk og bokstavelig jeg er.

Vågen er en rar, liten bok. Den kalles en roman, men jeg vet ikke jeg. Kanskje spiller det ingen rolle i hvilken sjanger man skal putte boka i, merkelappen spesiell vil den få uansett.

Harald Voetmann har skrevet ei bok med utgangspunkt i Plinius den eldre, som levde i århundret etter Jesus fødsel. Boka er et lappeteppe av tekster av ett av Plinius sine hovedværker Naturalis Historia, betraktninger fra Plinius selv, hans slave og samt hans nevø, Plinius den yngre, som kommenterer med den den yngre generasjonens perspektiv. 

Plinius den eldre betrakter og utbroderer. Alt skal forklares, det males et bilde av beskrivelsene.

Det var ikke så meget syndet af de nøgne og svedige kropper, der kastede sig fremad og opad hele tiden, fanget i det drejende hjul, som forplantede deres bevægelser til de store sten, der skulle løftes. Der var lydene; slaskelyden af deres kød, der hvert øjeblik hamrede mod brædderne, og ders stømmen og jamren og uforståelig mumlende forbandleser. Netop sådan forestiller jeg meg lyden af universet. Planeterne og stjernerne tøjler i deres baner, med knirken og klangen af reb og spiler og trisser.

Noen av det som fascinerer meg med boka er hvordan forfatteren tør å gå utenfor den vanlige rammen. Vi vet ikke hvordan romerne tenkte, hvordan de så på naturen, gud og kreftene rundt seg. Det Voetmann skriver er annerledes. Det er ikke det at jeg alltid liker alle beskrivelsene, noen er til tider bisarre, spesielt beskrivelsen av møtet med ei jente uten kroppslige hull for å si det sånn.

Jeg likte ikke coveret, men samtidig står den i stil med boka. Ikke det at jeg ikke likte boka, men jeg bare fant ikke alt spiselig for å si det sånn. Men det kalles vel å utvide horisonten?

Dette var min første bok på dansk, og jeg tror ikke skal begi meg utpå noen  lange betraktninger om språket. Men det forbausende enkelt når jeg først kom i gang.

Jeg er ikke den eneste bloggeren som skriver om Vågen i dag. Sjekk denne siden hos Knirk for å lese de andre anmeldelsene og om prosjektet hvor vi leser litteratur nominert til Nordisk Råds litteraturpris. 

----

Og boka? Kjøpt selv. 

----